---
title: Undgå fugt i lejligheden
description: "## Gode råd om, hvordan du undgår fugt i lejligheden - Hver person i lejligheden skaber 2-3 liter fugt pr. døgn som vanddamp eller sved. Al denne fugt skal fjernes fra boligen. - Tænd for varmen (21 grader) og lad…"
url: "https://ejendomsselskabetherning.dk/docs/undgaa-fugt-i-lejligheden/"
updated: "2024-10-30"
category: Skolegade
---

# Undgå fugt i lejligheden

## Gode råd om, hvordan du undgår fugt i lejligheden

- Hver person i lejligheden skaber 2-3 liter fugt pr. døgn som vanddamp eller sved.
  Al denne fugt skal fjernes fra boligen.
- Tænd for varmen (21 grader) og lad varmen være jævnt fordelt i boligen. Indstil alle termostater
  ens, så der ikke er koldt nogle steder og varmt andre. Lad døre mellem opholdsrum stå åbne,
  så luften kan cirkulere.
  Er luftfugtigheden 65% og rumtemperaturen 19 grader, vil en forøgelse af temperaturen til 21
  grader alene medføre, at luftfugtigheden falder til 58%
- Kolde køkkener, soveværelser og badeværelser giver høj luftfugtighed og risiko for vand på
  kolde flader.
- Luft ud 2-3 gange om dagen ved gennemtræk i 5-10 minutter. Luft, der cirkulerer, tørrer
  overfladen. Du må ikke lufte ud i længere tid, når temperaturen er lavere udenfor end
  indenfor. I fyringssæsonen skal du lukke for varmen, mens du lufter ud, og straks bagefter
  sætte varme på igen. Lad ikke vinduer stå på klem hele dagen, da det køler ydervæggene ned.
- Hold ventiler i vinduer, køkken og badeværelse åbne.
- Læg låg på gryderne og tænd for emhætten. Vanddamp sætter sig som vand på kolde flader.
  Der må ikke dannes kondens på køkkenvinduerne under madlavning.
- Rens og tjek emhætten jævnligt.
- Luk døren til badeværelset, når du bader og tør op efter badet og luft ud. Varm fugtig luft fra
  badeværelset sætter sig som vand på kolde vægge.
- Hold fuger i badeværelsets gulv og vægge tætte, rens aftrækskanaler / ventilatorer.
- Tør eventuel kondens af vinduerne. Kondens på vinduerne er et tegn på, at luftfugtigheden er
  for høj kombineret med, at ruderne er kolde.
- Stil ikke møbler, senge m.m. tæt op ad ydervægge. Der bør holdes en afstand på min. 5 cm.,
  således at luftcirkulation er mulig.
- Løft gardinerne væk fra vinduet. Tunge gardiner, der er tæt på vinduet, giver stillestående luft
  og risiko for vækst af skimmelsvampe.
- Hæng aldrig vasketøj til tørre inde i boligen. Tør vasketøj i tørretumbler eller udenfor.
  Tøjtørring inden døre giver høj luftfugtighed og risiko for vækst af skimmelsvampe.
